Vedtægter

Vedtægter for Foreningen Midtfyns Festival. Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 24. maj 2018. Senest revideret d. 27. februar 2025.

§ 1 Navn og hjemsted Foreningens navn er Midtfyns Festival. Foreningen har hjemsted i Faaborg-Midtfyn Kommune. § 2 Formål og værdigrundlag Foreningens formål er at fremme kulturelle, velgørende, almennyttige og humanitære initiativer med forankring i det lokale, der er til gavn for mennesker i alle aldre. Dette gøres gennem afholdelse af en oplevelses- og musikfestival. Foreningen er non profit og uafhængig af partipolitiske og religiøse interesser. Foreningens værdigrundlag defineres af fire kerneværdier: Fællesskab: Glæde ved at skabe noget sammen. Vi har alle - hver især - en unik rolle for at gøre festivalen uforglemmelig. Medejerskab: Det er vores allesammen festival, som er forankret i Fyn og det fynske fællesskab. Vi er festivalen. Ånd: Festivalen bygger på den tidligere kulturarv, som både nutidens og fremtidens Midtfyns Festival skal bære med sig. Nærvær: Vi møder hinanden ved at være sammen om oplevelserne på festivalen, nysgerrige på dem vi er, glemme hverdagens jag og hengive os til nuet. § 3 Medlemskab Medlemskab kan tegnes af privatpersoner og foreninger, der aktivt støtter op om foreningens formål. Et medlemskab følger kalenderåret. Ethvert medlem kan til enhver tid melde sig ud af foreningen med dags varsel. Bestyrelsen kan med 2/3 majoritet ekskludere et medlem, der modarbejder eller skader foreningens interesser. Generalforsamlingen kan udnævne personer til æresmedlemmer af foreningen, der på særlig fortjenstfuld måde har virket til gavn for Midtfyns Festival. § 4 Kontingent Medlemmerne er forpligtede til at indbetale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent. Bestyrelsesmedlemmer og personer i arrangørgruppen er gratis medlemmer af foreningen og er kontingentfritaget, så længe de bestrider deres hverv. § 5 Generalforsamlinger og vedtægtsændringer Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest 28. februar og indkaldes med mindst 30 dages varsel via hjemmeside og sociale medier. Stemmeberettigede er medlemmer, der senest 31. december har indbetalt kontingent for det følgende kalenderår. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Vedtægtsændringer kræver dog stemmeflertal på mindst 2/3 af de fremmødte. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med mindst 14 dages varsel, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 25% af foreningens medlemmer finder det påkrævet. § 6 Bestyrelse Den på generalforsamlingen valgte bestyrelse har den overordnede ledelse af foreningen. Bestyrelsen består af 5 til 7 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter, valgt på generalforsamlingen. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Bestyrelsen konstituerer sig på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med som minimum en formand, næstformand og kasserer. Der afholdes bestyrelsesmøder efter behov, dog mindst 4 årligt. § 7 Ledelse og forenings drift Bestyrelsen engagerer 1-2 festivalledere, der har til ansvar at drifte festivalen. Den daglige ledelse (DL) består af formand, næstformand, kasserer og festivalleder(e). DL refererer til bestyrelsen og koordinerer festivalens drift ud fra vedtagne strategier. Festivalledere og DL nedsætter en arrangørgruppe bestående af nøglepersoner under festivalledernes ansvar. § 8 Økonomi Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Eventuelt overskud overføres i henhold til foreningens formålsparagraf om fremme af kulturelle aktiviteter med lokal forankring. Køb, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom kræver kvalificeret flertal (mindst 2/3) af bestyrelsesmedlemmernes, herunder formandens, underskrift. § 9–10 Tegning, hæftelse og opløsning Midtfyns Festival tegnes af bestyrelsens formand og kasserer. Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser. Foreningen kan opløses med mindst 2/3 flertal på to generalforsamlinger i træk. Eventuelle formuer tilfalder kulturelle aktiviteter i Faaborg-Midtfyn kommune efter den afgående bestyrelses bestemmelse.