Af Sune Vesterlund Larsen, initiativtager og festivalleder for den nye Midtfyns Festival Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte navnet Midtfyns Festival. Jeg kan heller ikke huske min første koncert på festivalen. Men jeg husker følelsen. Jeg er vokset op i Ryslinge, tæt på Ryslinge Kro, og festivalen var en del af det landskab, jeg voksede op i. Mine adoptivforældre kendte flere af de mennesker, som var tæt på festivalen, og på den måde var den ikke bare et arrangement, der blev afholdt et sted i nærheden. Den var en del af livet omkring mig. Et af mine tidligste minder er egentlig ikke et musikminde. Det handler om flasker. Som 10-årig fik jeg lov til at gå rundt på festivalpladsen og samle tomme flasker. Alene. Det var både spændende og en lille smule farligt. Jeg gik længere og længere væk fra mine forældre, fordi der jo hele tiden var en flaske mere at finde. På et tidspunkt kunne jeg ikke længere se dem. Og så kom tanken: "Kan jeg finde tilbage igen?" Det er mærkeligt, hvad der bliver siddende i et menneske. For mig blev det øjeblik på en eller anden måde et billede på det, jeg senere selv kom til at forbinde med Midtfyns Festival. Frihed. Ikke den store frihed med store ord og faner. Men den helt konkrete frihed, der opstår, når man får lov til at bevæge sig lidt væk fra dem, der passer på én. Når man selv skal finde vej. Når man opdager, at man faktisk godt kan. Det er noget af det, jeg gerne vil give videre med den festival, vi har bygget op igen. Jeg synes, børn og unge i dag bliver passet meget på. Måske nogle gange så meget, at vi glemmer, hvad der sker, når de får lov til at stå lidt på egne ben. Derfor er det vigtigt for mig, at Midtfyns Festival også om dagen er et sted, hvor en familie kan komme, og hvor børnene kan gå på opdagelse uden nødvendigvis at være lige ved siden af mor eller far hele tiden. Ikke fordi vi skal skrue tiden tilbage. Men fordi noget af det bedste fra fortiden måske godt kan bruges i nutiden. En tidslomme Jeg har selv haft mange roller på Midtfyns Festival. Jeg har været barn på pladsen. Jeg har været gæst som ung, som voksen. Jeg har været frivillig. Og i dag er jeg festivalleder. Men følelsen er den samme. Sidste gang jeg var på den gamle Midtfyns Festival som almindelig gæst, var i 2003. Jeg stod sammen med min bedste ven i stille regn og hørte R.E.M. spille Losing My Religion. Det var en fantastisk koncert. Men når jeg tænker tilbage på den aften, er det egentlig ikke koncerten, jeg husker bedst. Jeg husker stemningen. Samtalerne. Menneskerne. Følelsen af at være et andet sted end i hverdagen. Festivalen var en slags tidslomme. Et frirum, hvor man kunne træde ud af det liv, man normalt levede, og ind i noget andet for en stund. Man kunne møde mennesker, man aldrig ellers ville have mødt. Man kunne være nysgerrig. Man kunne give sig hen til musikken. Man kunne være til stede. Det er måske netop det, jeg mener, når jeg taler om nærvær. Da Midtfyns Festival gik konkurs i 2004, havde jeg svært ved at forstå, at det skulle være slut. Og endnu sværere havde jeg ved at acceptere, at historien skulle ende dér. Jeg tænkte, at nogen nok skulle genoplive den. Årene gik. Og ingen gjorde det. Omkring 2009 begyndte jeg for alvor at tænke, at hvis den skulle tilbage, så måtte jeg måske selv gøre noget. Men der skulle gå endnu ti år, før tiden, modet og mulighederne var til det. I 2018 samlede vi mere end 70 mennesker til et åbent udviklingsmøde. Unge gymnasieelever, lokale borgere og mennesker, der havde været med til at starte den oprindelige festival i 1976. Vi satte os sammen og talte om, hvad en ny Midtfyns Festival kunne være. Det møde blev på mange måder fundamentet for det, vi har bygget siden. Året efter stod vi på pladsen igen. Ikke som en kopi af festivalen fra 1970'erne. Men som en festival, der forsøgte at genfinde den ånd, den oprindeligt var skabt i. Vi er festivalen Noget af det vigtigste for mig har fra begyndelsen været, at Midtfyns Festival ikke skulle være et projekt, som nogle få mennesker ejede, mens resten af lokalområdet bare købte billetter. Jeg ville noget andet. Jeg ville skabe en festival, som folk kunne føle, at de var en del af. Det er også derfor, vi har valgt at drive festivalen som en non-profit forening og med frivilligheden som grundsten. Det er ikke bare en praktisk måde at få en festival til at fungere på. Det er en del afvores identitet. Vi siger: "Vi er festivalen." Det betyder, at en frivillig, der står i en bod, en lokal forening, der hjælper med at bygge pladsen, en familie, der køber billet, og den gæst, der kommer langvejs fra, alle er en del af fortællingen. Det er også derfor, vores fire kerneværdier er så vigtige: fællesskab, medejerskab, ånd og nærvær. De blev ikke fundet på af en konsulent. De voksede frem, da vi i 2018 satte os sammen og spurgte mennesker omkring os, hvad festivalen skulle være. Jeg tror på, at det kan mærkes, når noget bliver skabt af mennesker, der brænder for det. Vi kan ikke konkurrere med de største festivaler om de største navne. Det skal vi heller ikke. Vi vil hellere konkurrere på atmosfæren. For hvad er det egentlig, man husker, når musikken er slut? Frivillighed er også ledelse Jeg har lært meget om frivillighed gennem de år, vi har arbejdet med at genopbygge festivalen. Måske især, at frivillighed ikke betyder, at der ikke skal være ledelse. Tværtimod. I begyndelsen var der en enorm energi i at udvikle festivalen sammen. Mange mennesker var med til at definere rammerne, og idéerne kom fra alle sider. Det var nødvendigt. Det var sådan, vi fandt vores retning. Men en festival vokser. Og når noget, der begyndte som en idé blandt en gruppe ildsjæle, pludselig skal samle tusindvis af mennesker, hundredvis af aktiviteter og omkring 1000 frivillige, så bliver man også nødt til at træffe beslutninger. Det var ikke altid let. Nogle oplevede, at vi bevægede os væk fra den brede involvering og hen imod en mere topstyret organisation. Jeg forstår godt, hvorfor det kunne føles sådan. Men for mig blev det en vigtig erkendelse: Frivillighed handler ikke kun om frihed. Det handler også om tydelighed. Man skal turde tage ansvar og sige: Det her er den retning, vi går i. Men man skal samtidig huske, at man står på skuldrene af mennesker, der brugte deres fritid og deres energi på at få ens fælles idé til at lykkedes. Det kræver ydmyghed. Og det kræver, at man kan lytte. At give noget videre Når jeg tænker over, hvorfor jeg egentlig gjorde det, kommer jeg tilbage til det spørgsmål, jeg stillede som dreng: Kan jeg finde tilbage igen? På en måde er det også det, Midtfyns Festival handler om for mig. At finde tilbage. Til fællesskabet. Til stoltheden. Til nærværet. Til det lokale. Til den følelse af, at man kan skabe noget sammen, som ingen af os kunne skabe alene. Men også til noget, vi måske har mistet lidt undervejs: troen på, at frihed ikke nødvendigvis handler om at få mere kontrol over sit liv, men nogle gange om at turde slippe kontrollen. Give børnene lidt mere plads. Møde mennesker, man ikke kender. Gå ind i et telt, fordi man er nysgerrig. Sætte sig ved siden af nogen, man aldrig har mødt. Eller bare stå i regnen sammen med sin bedste ven. Midtfyns Festival begyndte for mig som et minde fra en barndom i Ryslinge. Senere blev det en drøm om at genoplive noget, jeg ikke syntes, skulle forsvinde. Og i dag er det blevet et fællesskab, som langt flere mennesker end mig selv har ejerskab over. Det er måske det vigtigste, jeg har lært. Man kan godt tage initiativ. Man kan godt være den, der siger: Lad os prøve. Men man kan ikke skabe noget, der skal leve videre, alene. Man er nødt til at invitere andre med. Det var sådan, vi genstartede Midtfyns Festival. Og det er sådan, jeg håber, den bliver ved med at leve. For jeg havde svært ved tanken om, at mine børn en dag skulle søge på Midtfyns Festival og kun finde historien om en konkurs. Nu finder de noget andet. De finder et nyt kapitel. Et kapitel om mennesker, der tog ansvar. Om frivillige, der brugte deres fritid. Om en lokalbefolkning, der ville noget sammen. Og om en idé, der blev ved med at være lidt for stor til at dø. Det er jeg stolt af. Ikke fordi jeg gjorde det alene. Men netop fordi jeg ikke gjorde det alene. Vi bygger ikke bare en festival. Vi bygger en bevægelse. Og måske er det i virkeligheden det, jeg gerne vil give videre. Ikke en festival. Men troen på, at man kan skabe noget, hvis man tør tage det første skridt og derefter give andre plads til at gå med.